Køb billetter i din
biograf, eller via:
Efter en ulykke møder en dansk familie udfordringer, der tester deres bånd og kræver ændringer, mens den unge Sofia kæmper med egne grænser og drømme.
På overfladen ligner de en helt almindelig dansk familie.
Men efter en alvorlig ulykke i hjemmet bliver faren (Lars Ranthe) mødt med et ultimativt krav fra sin kone (Stine Stengade) og deres tre børn: Stop med at drikke og gå i behandling, ellers vil vi ikke se dig igen. Og pludselig står den bare 20-årige Sofia (det unge stjerneskud Viilbjørk Malling Agger) midt i en dyb livskrise, der ikke engang er hendes egen. Hun påtager sig ufrivilligt ansvaret for at holde sammen på sin familie, netop som hun ellers var på vej ud i et selvstændigt liv som ung voksen med veninder, kæreste og rejseplaner.
Ny virkelighed tærer på familiebåndene
For selvom hendes far vender ædru hjem efter 5 ugers afvænning som et sundere og mere taknemmeligt menneske, er han måske ikke længere så livlig og farverig, som da han drak. Det synes Sofias mor i hvert fald ikke. De mentale tømmermænd, som de begge to har sparet op over mange år, får nu deres forhold til at knage og brage - og igen er Sofia nødt til at være den voksne i familien. Men før Sofia kan hjælpe andre, må hun lære sine egne grænser at kende.
Instruktør
Christina Rosendahl
(‘Vores mand i Amerika’, ‘Idealisten’) har taget personligt afsæt i sin egen smertelige erfaring med misbrug i familien, og skabt en smuk, klog, indsigtsfuld film om at genfinde tilliden og kærligheden til hinanden efter det svære opgør. Og om en ung kvinde, der må finde modet til at følge sine egne drømme.
-
Viilbjørk Malling Agger
-
Lars Ranthe
-
Stine Stengade
Film som forandringskraft
Fuld af kærlighed sætter fokus på alkohol som et systemisk problem, og hvordan et misbrug i høj grad påvirker de pårørende - om du så er partner, barn, bedsteforælder, ven eller kollega. Alle har brug for rådgivning og hjælp – den afhængige og pårørende.
Film er et stærkt redskab til at igangsætte vigtige samtaler, bryde tabuer, udvide horisonter og bidrage til politisk, kulturel og social forandring. Vi har derfor igangsat et stort forandringsprojekt til Fuld af kærlighed, hvor vi i tæt samarbejde med omverdenen på tværs af sektorer arbejder med flere forandringsindsatser – med pårørende som et gennemgående hovedfokus.
Vores forandringsstrategi og visioner er udviklet i samskabelse med eksperter og førende organisationer indenfor feltet.
Vision
Politisk forandring
Behandlingsgaranti til alle pårørende – uanset alder og bopælskommune.
Kulturel og social forandring
Alkoholmisbrug er tabubelagt og voldsomt hæmmet af skam, utilstrækkeligt sprog og viden. Vi vil med filmen igangsætte en bred offentlig samtale, ikke bare om alkoholmisbrug, men også om vores alkoholkultur i Danmark - bidrage til nye indsigter, forståelser og gennem nye ord og begreber skabe et nyt sprog om alkohol i Danmark.
Gennem omfattende medieomtale, politiske debatter, skræddersyet events med filmvisning og relevant oplæg, undervisningsmateriale og i strategiske partnerskaber vil Fuld af kærlighed nå ud til:
Politiske beslutningstagere
Familier der lever med et alkoholmisbrug – herunder også bedsteforældre
Frontpersonale (pædagoger, lærer, socialrådgivere, psykologer, læger, jordemødre mfl.)
Virksomheder og fagforbund – med fokus på arbejdspladsens misbrugspolitik og kollegaer som pårørende
Fængselsindsatte og tidligere indsatte – misbrug og relationer
Unge fra 15 år på landets ungdomsuddannelser (gymnasial- og erhvervsuddannelser)
Landets kirker og herunder også lokale AA-grupper
Har du brug for rådgivning & hjælp?
Du kan også få gratis og anonym rådgivning ved at ringe til:
Alkolinjen - mandag til fredag kl. 09.00 -17.00 / 80 200 500
Fri af Misbrug - mandag til fredag kl. 10.00 -14.00 / 30 11 12 40
En bred alliance
Man kan ikke skabe forandring alene. Vi samarbejder med kommuner, organisationer, foreninger, offentlige og private behandlingstilbud, uddannelsesinstitutioner, undervisningsplatforme, fagforbund, virksomheder og fængsler.
Ræk ud til impact producer Mette Bjerregaard, hvis du vil samarbejde omkring filmen og vores visioner.
Kontakt: mb@nimbusfilm.dk
”I Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i Nordjylland ser vi frem til at sætte et endnu større fokus på alkoholmisbrug, og misbrug helt generelt. Vi ved, at misbrug påvirker rigtig mange, både privat og i arbejdslivet, og at pårørende bliver berørt af det. Misbrugspolitik på arbejdspladsen kan bidrage til et bedre arbejdsmiljø, og langt vigtigere, kan det redde liv, når der med rette redskaber og i rette tid tages hånd om mennesker, som bliver berørt af et misbrug. Vi håber, at vi med disse 4 arrangementer rundt i FH Nordjyllands område, hvor vi ser filmen Fuld af kærlighed, kan sætte et nødvendigt fokus og kickstarte en dialog på arbejdspladserne hos vores medlemmer i ugen for Danmarks Mentale Sundhedsdag. Vi skal tage hånd om hinanden i fællesskab.”
Anna Kirsten Olesen, Formand Fagbevægelsens Hovedorganisation Nordjylland
"Fuld af kærlighed giver en vigtig og realistisk indsigt i livet i en familie med misbrug, og vi ser frem til at anvende den som en del af vores arbejde med at støtte børn og unge på vej mod et bedre liv."
Louise Gade Ellekrog, Landsleder af Ballast
”I BRUS vil vi bruge filmen til at sætte lys på børn og unge fra hjem med rusmidler – og at der er hjælp at hente.”
Anne Mette Hansen, Projektleder og udviklingskonsulent, Projekt Brus
”I Lolland kommune er vi så heldige at kunne vise filmen Fuld af kærlighed i uge 40. Vi har inviteret uddannelsesinstitutioner samt frontpersonaler ind og se filmen. Med det håber vi, at skabe fokus på vigtigheden af at se og handle på adfærd der kan være tegn på alkoholproblematikker i familien, så de kan guides til den rigtige hjælp.”
Anika Quist, Teamleder, Rusmiddelcenter Lolland Kommune.
“Vi ved at mellem hver 7.-10. barn/ung i Danmark vokser op i en familie hvor der bliver drukket for meget, eller brugt andre rusmidler. Mange af disse børn og unge oplever de står alene med disse udfordringer og ved ikke hvilken hjælp der er at få. I Skive Kommune vil vi gerne sætte fokus på vores alkoholkultur og på de mange børn og unge der vokser op i familier hvor rusmidler fylder.
Med støtte fra Spar Vest Fonden, har vi fået mulighed for at afholde et arrangement for 600 elever fra ungdomsuddannelserne i Skive Kommune, hvor vi viser filmen Fuld af kærlighed. Vi håber vores arrangement kan være med til at nedbryde tabu omkring alkohol i familien og være med til at sætte et fokus på vores alkoholkultur og hvilken indflydelse det har på vores relationer til hinanden."
Karina Bach Eriksen, Forebyggelseskonsulent, Sundhedsafdelingen - Center for Psykiatri og Rusmiddel
"Fuld af kærlighed er en vigtig film, som rejser nogle vigtige spørgsmål, der er særdeles relevante at drøfte i kirken/sognegården. Det kan både være veje til at misbrug opstår i familier og hvad det gør ved familierelationerne. Hvordan vi behandler et misbrug og alle dem der er ramt af misbruget, og endelig stiller filmen også spørgsmål ved, hvordan man som ædru kan finde tilbage til en familie".
Torben Vesterager Lauridsen, sekretariatschef, Landsforeningen af Menighedsråd